Hvem er vi?
"Hvem er vi" er nok mere "hvem er jeg"! Jeg hedder Allan Bode, og det er mig der har taget initiativet og stablet arrangementet på benene. Det er en gammel drøm om at lave en rendyrket tromme-nørde-dag, der endelig går i opfyldelse.
Jeg har spillet trommer i ca. 25 år. Med tiden fik interessen en ekstra dimension, da jeg fandt interesse for gamle Ludwig trommer og deres historie. Det er blevet til en pæn lille samling. Se billeder her.
Læs Gunnar Kristiansens interview på Trommeslageren
Download indslag fra TV2-øst den 07.09.04
(Obs: indslaget er 5,7 mb og kan ses med RealPlayer)
Nedenfor kan du læse uddrag af en kort portrætartikel fra Holbæk Amts Venstreblad den 23. august 2004
Af journalist Jesper Berg.
Trommeslageren Allan Bode brænder for og samler på trommer fra den amerikanske producent Ludwig. Hjemmet i Holbæk er fyldt med trommer og andre effekter fra 1909 til i dag.
Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at man træder ind i et museum for musikinstrumenter, når man besøger Allan Bode i hans hjem udenfor Holbæk. Ikke færre end 20 trommesæt, 75 lilletrommer og 40 stortrommepedaler har den 38-årige holbækker stående - alle af mærket Ludwig og fra hele perioden siden fabrikkens start i 1909.
- Jeg har i en årrække været uden for terapeutisk rækkevidde, lyder erkendelsen fra Allan Bode, mens han viser resultatet af sin årelange samlerpassion frem i hjemmet i Holbæk.
Det ældste trommesæt er et Ludwig Super-Professional DeLuxe Drum Outfit fra 1920'erne, der fremstår som næsten nyt. Allan Bode kan i det originale katalog og prisliste fra den amerikanske trommefabrikant konstatere, at trommesættet dengang kostede 237,50 dollar.
- Det var dengang, hvor enkelte trommeslagere tjente store penge, og der var meget prestige i at eje et så eksklusivt trommesæt som muligt, fortæller Ludwig-eksperten.
I 1927 kom den første biograffilm med lyd, og det gjorde, at ikke færre end 18.000 trommeslagere blev arbejdsløse i løbet af 12 måneder. Hvor de før havde mange jobs med at spille trommer som akkompagnement til tidens stumfilm, røg de nu ud i arbejdsløshedskøen sammen med de millioner af andre amerikanere, som var ofre for depressionen, der begyndte efter det store børskrak i 1929. Det gjorde, at Ludwig i 1930 måtte sælge virksomheden for dog at genoptage produktionen i 1937.
Varm og krydret lyd
- Det er i høj grad den spændende historie bag Ludwig, som fascinerer mig, siger Allan Bode, som blandt andet ejer Ludwigs første stortrommepedal fra 1909. Den pedal, som dannede grundstenen i firmaets øjeblikkelige succes på markedet.
Der er ikke plads til, at alle trommerne kan stå fremme i hjemmet, så pladsen i mange ledige hjørner i huset er brugt til at stable trommer i højden - alle omhyggeligt pakket ind i gigbags. Selv i datterens værelse er en del af gulvpladsen okkuperet af trommer.
- Jeg har altid været fascineret af det håndværk, der ligger bag fremstillingen af de gamle trommer. Den giver ikke bare produkterne en høj kvalitet, men giver også en unik, varm og krydret lyd, siger den 38-årige chefkonsulent, som selv spiller trommer og derfor har en naturlig indgangsvinkel til hobbyen.
- Jeg har spillet til utallige fester i alle mulig konstellationer, men kun på amatørplan, fortæller Allan Bode, som blev introduceret til trommerne af sin fætter, da han som 13-14-årig boede hjemme hos forældrene i Skovlunde. Siden spillede han på mange forskellige trommesæt, indtil han i 1991 fik mulighed for at købe et gammelt trommesæt fra Ludwig.
- Jeg spillede på det indimellem, men først efter et stykke tid voksede kærligheden til det, og så var jeg solgt, siger Allan Bode, som i dag primært finder nye effekter via internettet. Han er i de senere år blevet meget selektiv, når han leder efter nye eksempler af favorittrommen.
- Efterhånden har jeg fået fuldstændig ro på mit samlergen. Der skal i dag meget til, før jeg får det adrenalinkick, som før drev mig, fortæller Allan Bode, der gennem de seneste 13 år har brugt tusinder af kroner og timer på sin hobby.
Et Ludwig Super-Professional DeLuxe Drum Outfit fra 1920'erne er et af klenodierne i Allan Bodes samling af trommer fra Ludwig. Dengang - som i dag - kostede det en formue. Foto: Mik
Allan Bode har brugt mange timer i hobbyrummet på at reparere sine antikke trommer. Her er det næsten 100 år gamle stortrommepedaler, der får en kærlig hånd. Bagest ses et udsnit af de 75 gamle lilletrommer fra Ludwig. Foto: Mik
Blandt Allan Bodes trommesamling er blandt andet den type lilletromme, som Ringo Starr gjorde berømt i 1960'erne (en Oyster Black Pearl Jazz Festival) og en Psychedelic Red Jazz Festival- som i dag kun kendes i seks eksemplarer. Den treidje tromme er en Pink Oyster Jazz Festival. Foto: Mik
Læs mere

























